Forrige weekend holdte vi den årlige Halloweenfest (man kan vel godt kalde den årlig, når det er tredje år i træk). Det var første år det blev holdt hos os, og vi var lidt spændt på hvordan det ville gå med plads, da vi har et virkelig (meget) lille hus. Men det gik rigtig fint.
Vi startede med kagebord, så sukkerbunden li'som var lagt. Jeg havde også lavet skeer med mørk chokolade og krymmel på, lige til at røre rundt i varm mælk. Mmm....Maja havde bagt og gjort sit første forsøg med cakepops (græskarhovederne), hvilket jeg syntes lykkedes rigtig godt. Øjnene på cupcakes'ne er nok det meste ulækre slik jeg har været i nærheden af. De er købt i Lidl og hver pose indeholdte 4 hele øjenæbler indkapslet i en lille rund plastikkugle. De føltes som et kogt æg og lugtede voldsomt kunstigt og ikke nok med det, da jeg skar dem over for at de bedre kunne ligge på kagerne, flød der noget lyserødt klisteret stads ud af dem....ved faktisk ikke om ungerne rent faktisk spiste dem...
Derefter blev der leget, både inde og ude. Havde printet lidt Halloween opgaver ud til ungerne, som de også hyggede sig med. Efter aftensmaden plejer vi normalt at gå ud og trick og treat'e, men i år havde vi bestemt os for at gøre noget andet, nemlig en Halloween skattejagt. Da ingen af ungerne kan læse endnu var postene lavet således at de fik stillet et spørgsmål (om noget uhyggeligt) og fik derefter udleveret et billede af det sted de kunne finde den næste post, hvor der selvfølgelig gemte sig et monster (med en far inden i), ved hver post fik de også lidt slik i deres spand samt en del af hver deres personlige Halloween-figur, som så kunne samles når de kom hjem. Ved den sidste post var der selvfølgelig en skat med gaveposer og en ekstra slikpose.
Ungerne var helt vilde med det og syntes at det var meget bedere end at "tigge om slik", som Benjamin sagde. Det lykkedes også min venindes kæreste (herunder - ham den voksne;-)) at skræmme en dame og hendes mops, så den stod spændt som en flitsbue og bare knurrede af ham da vi kom frem. Men han var også uhyggeligt klædt ud i lægekittel og monstermaske.
Se hvor dygtige de er til at række hånden op i stedet for bare at svare på spørgsmålene.Sådan ser et tilfreds og sukkerfyldt prinsessegræskar ud efter endt skattejagt.
Havde ellers forsvoret, for et par år siden, at Halloween ikke var en tradition jeg ville tage op. Men jeg er blevet omvendt, og Halloween er her for at blive...
Happy Halloween!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar